Et kulbrintemenneskes bekymringer
AF FRANK ESMANN. Kronik fra Politiken 19-09-2011
Verden er ikke ved at gøre sig fri af fossile brændstoffer. Tværtimod – vi styrer lige imod en katastrofe.
DET SIDSTE halve års tid har jeg forsøgt at finde svar på spørgsmålet, hvorfor jeg har så svært ved at se en kommende katastrofe i øjnene og gøre noget seriøst og helhjertet for at undgå den.
Jeg er i dette tilfælde kulbrintemennesket. Katastrofen er konsekvenserne af mit fortsatte forbrug af olie og naturgas. Min mangel på handling – ja, hvad skyldes den?
KULBRINTEÆRAEN og dermed kulbrintemennesket hører til sidste halvdel af det 19. og hele det 20. århundrede. Med ganske få undtagelser har vi mennesker jagtet lys, varme, vækst og mobilitet gennem generationer, og få energikilder har som olien og naturgassen bidraget til vores succes.
I processen er vores tilværelse blevet lettere, vi har nået mål, som intet menneske for bare et par hundrede år siden ville have drømt om at nå. Mange har måske i dag svært ved at forestille sig, hvor stor en ændring overgangen fra hvalolie til petroleum var for 1800-tals mennesket, ganske ligesom få i dag tænker på den enorme forskel i menneskenes dagligdag og verdenssyn, opfindelsen af forbrændingsmotoren gjorde.
De fossile brændstoffer har været helt og aldeles afgørende for denne udvikling. Jagten på dem har skabt fremskridt, formuer, katastrofer og krige. Deres blotte tilstedeværelse, udvindingen og udnyttelsen af dem og dermed kontrollen med dem, er en geostrategisk faktor, hvis betydning ikke kan overdrives.
I DAG, godt halvandet hundrede år efter at den første klippeolie blev hentet op af jorden i Pennsylvania, har vi besluttet at droppe dem. Det er officiel politik, at Danmark i 2050 ikke længere skal være afhængig af fossile brændstoffer. Afhængig er imidlertid et ikke bare velvalgt, men også problematisk ord.
For vil vi holde, hvad vi lover? Kan vi som en bevidst kollektiv handling gøre os fri af det, som engang var en vane, nu er et misbrug, og som på længere sigt kan lede os i ulykke?
Som tingene ser ud øjeblikket, er svaret er nej.
DET var en reklamemand, én af dem, som bruger en stor del af sit liv på at studere vores adfærd for at finde ud af, hvad der får os til at leve, som vi nu engang gør, som satte mig på sporet. Han fastslog, at jeg godt kunne glemme det der med en effektiv nedbringelse af udslippet af drivhusgasser gennem ændring af den menneskelige adfærd. Åh jo, kulbrintemennesket er da villigt til at foretage en række energisparende foranstaltninger. De køber også en elbil, hvis de har råd, og der er strøm nok til, at den udfylder behovet. Men vi drømmer ikke om at gøre noget, der virkelig batter.
Det er problemets kerne. Tallene og de kurver, de resulterer i, er i dag så faretruende, at vi er holdt op med at tale om dem. Danmark har lige været gennem en hel valgkamp, hvor global opvarmning, den voksende risiko for klimarelaterede katastrofer og omdefinering af vækstbegrebet stort set ikke har været nævnt, og hvor hele argumentationen har hvilet på forestillingen om, at den eneste vej frem er vækst som procentdel af et veldefineret bruttonationalprodukt.
I mellemtiden vokser de i hvert fald delvis menneskeskabte CO-udslip, og den globale opvarmning stiger i en takt, som kun de værste pessimister forudså for bare et år siden.
DET var derfor, jeg besluttede at dykke ned i vores forhold til olien og naturgassen, som jo på grund af transportsektorens betydning er den største skurk i klimaudviklingen. Når der tales om, at der er behov for at gøre noget, ‘der batter’, så burde kulbrintemennesket nemlig her og nu beslutte at lade mindst halvdelen af de eksisterende olie- og naturgasreserver blive i undergrunden. Det udelukker, eksempelvis, at de mange millioner forventningsfulde kinesere og indere får en bil med forbrændingsmotor.
Det fortæller eksperterne os. Alligevel fortsætter jagten på olie og naturgas. Det har ledt Greenpeace-aktivister ud i halsbrækkende og ulovlige protestaktioner mod eksempelvis boringer i Arktis. Alle andre, ikke mindst politikerne, betragter dem med en overbærenhed, som jeg synes lejlighedsvis grænser til ligegyldighed. Greenpeaces og andre olieaktivisters argumenter er, kort sagt, så langt ude i hampen, at det ikke er værd at spilde tid på. Vi kulbrintemennesker har helt andre planer, andre løsninger.
DYKKER man ned i oliens historie og søger efter fingerpeg om, hvor branchen bevæger sig hen, opdager man hurtigt, at virkeligheden ikke svarer til visionerne i energistrategien. Kravet om uafhængighed af fossile brændstoffer i 2050 synes at hvile på en forestilling om, at vi gradvis, år for år, marcherer mod en grøn, bæredygtig fremtid, samtidig med at den globale befolkning i fred og ro vokser fra fem til ni milliarder.
Da jeg for nylig lagde sidste hånd på udsendelserne forsøgte jeg at tælle op, hvem blandt de små hundrede mennesker, jeg har talt med om spørgsmålet, der troede på den udlægning. Svaret er ingen. Til gengæld er folk fra Holger K. Nielsen til Mogens Lykketoft, Connie Hedegaard, Lene Espersen, Uffe Ellemann og Søren Espersen rørende enige om, at olien og naturgassen i de kommende år kommer til at spille en voksende og stadig farligere rolle i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Og der er bare en håndfuld af dem, jeg har talt med.
Skal man gøre sig håb om at forstå, hvilke risici der er involveret, er det klogt at se udviklingen på kort og mellemlangt sigt. I det lange løb er vi alle døde, så jeg anbefaler, at vi ser på konsekvenserne af, hvad der kommer til at ske, og hvad der risikerer at ske på olie- og naturgasmarkedet de næste tyve år.
KONTRASTERNE mellem visioner og behov, mellem retorik og adfærd, kommer frem på en række områder. Tusinder af diplomater og eksperter har siden klimatopmødet i København kæmpet for at nå frem til en bred international aftale om begrænsning af CO-udslippet. De har rejst lufthavet tyndt i store passagerfly og i det hele taget udvist en adfærd, som svarer præcis til min egen. Resultatet er, at vi kan skyde en hvid pind efter en bred aftale på COP17.
For dem, som har fulgt med i debatten, kommer det ikke som en overraskelse. Til gengæld har det chokeret selv de mest kyniske iagttagere, hvormed den amerikanske Kongres begravede forsøgene på at få en emissionsaftale (cap and trade) igennem, og hvordan præsident Barack Obama siden har ladet hånt om de løfter, han gav før valget. Amerikanerne opfører sig uansvarligt, ingen tvivl om det, men ingen tror i dag, at det ændrer sig på denne side præsidentvalget i 2012.
Det kan jeg, kulbrintemennesket, forstå. Jeg kender jo afhængigheden, behovet for det daglige fix. Men det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg forestiller mig, hvad der skal ske, hvis to en halv milliard kinesere, indere og brasilianere beslutter, at når amerikanerne ikke vil være med, kan det være det samme.
HVIS der så var olie nok, ville konsekvenserne af udviklingen ikke være helt så alvorlige. Hvis jeg ikke vidste, at den højt berømmede kinesiske indsats for udviklingen af alternative energikilder kun ville dække 8 procent af landets energibehov i perioden, ville jeg måske øjne et håb. Hvis tjæresand og skiferolie var fuldstændig uproblematiske alternativer, der kunne svitses over til i løbet af nul komma fem, ville jeg måske heller ikke være så bekymret.
Men OECD fortæller mig, at der i mange år endnu vil være brug for 1 procent mere olie end den, vi råder over. Efterspørgslen er der altså. Dertil kommer, at alt for mange er bekymrede for, om den såkaldte hydrofracking-teknik er sikker nok for grundvandet til, at jeg indtil videre tør stole på, at alle disse alternativer til olie, naturgas – for nu slet ikke at tale om kul – vil redde mig.
Atomkraft? Selvfølgelig, men tør vi det? Franskmændene gør, men tyskerne gør ikke.
Der er olie og naturgas. Det ved alle. Problemet er, at det bliver stadig sværere at få op af de kendte felter, mens de potentielle, men uopdagede reserver ligger i stadig mere utilgængelige og miljømæssigt sårbare områder. En stribe forureningskatastrofer fra ‘Exxon Valdees” grundstødning i Prins William Sundet i Alaska til kæmpeudslippet efter ‘Deepwater Horizon’-boreplatformens eksplosion i Den Mexicanske Golf har ført til en syndflod af forsikringer om, at det ikke kan – ja, sågar, at det ikke vil ske igen. Mit problem er, at alle samtidig siger, at det ikke er et spørgsmål om hvorvidt, men hvornår katastrofen sker.
DANMARKS nye arktiske strategi er et ganske godt eksempel, specielt hvis man begynder at lege lidt med definitionen på, hvad en katastrofe egentlig er. Her er virkelig tale om et sammenrend af gode viljer og intentioner, som hviler på fortidens erfaringer. Udgangspunktet er den afsmeltning af den flerårige is, som den globale opvarmning har forårsaget, og som fortsætter med uformindsket hast. På den baggrund er det besluttet at udvide eftersøgnings- og udvindingsaktiviteterne vest og øst for Grønland, samtidig med at sejlruterne gennem de hidtil gennemfrosne Polarhav åbnes i sommerperioden. Der kommer gang i den i Grønland. Flyv over området om ti år, og I vil ikke kunne genkende det.
Omkring 50 af de 90 milliarder tønder olie, som geologerne fortæller os er potentialet, ligger i områder, som kongeriget i forvejen kontrollerer. I et forsøg på at få en fredelig aftale om opdelingen af resten har de fem arktiske stormagter USA, Canada, Norge, Rusland og kongeriget på dansk initiativ overladt forhandlingerne om resten, inklusive kontrollen over Nordpolen, til FN’s Havretskommission. Det er et stykke fremragende diplomati, der her er blevet gjort – historien taget i betragtning.
HISTORIEN fortæller os imidlertid også, at det olieeventyr, som godt 5 millioner danskere, 50.000 grønlændere og 4 millioner andre indfødte folkeslag i det gigantiske område kan være på vej ind i, er fyldt med risici og faldgruber. Den største af dem alle er måske, at jeg, det danske kulbrintemenneske, som har nydt så godt af åbne handelsruter og denne vidunderlige ressource – ikke drømmer om at bede de lokale folkeslag om at lade være. Ganske som jeg, med Connie Hedegaards ord, har det overordentlig svært ved at bede kineserne, inderne, m.fl. om at afstå fra at tage del i vækst- og udviklingsfesten.
Men jeg er, indrømmet, bekymret.
DA EXXON for godt en måneds tid siden snuppede et par lovende oliekoncessioner i den russiske del af Polarhavet, efter at BP’s forsøg på at gøre det samme var mislykkedes, kom Ruslands strong man, Vladimir Putin, med en tankevækkende betragtning. Han var imponeret over, at en af Exxons olieplatforme havde overlevet »et sammenstød med et million ton tungt gigantisk isbjerg«. Hovsa, tænkte jeg, det var da en af de ting, som ikke kunne ske. Isbjerge rammer ikke olieplatforme. De er forinden pulveriseret eller skubbet ud af kurs af kæmpemæssige slæbebåde. Eller skulle være det. Lykkes det ikke, skal boreplatformen fjernes før sammenstødet. Så hvad skete der her?
Samme reaktion havde jeg, da en rørledning stort set samtidig sprang læk i Nordsøen ud for den skotske kyst og sendte 200 ton olie ud i havet. En bagatel, selvfølgelig, i betragtning af den søl af spildt olie, som beboerne i Nigerflodens delta dagligt vader rundt i på grund af en kombination af dårlig vedligeholdelse og terroraktioner.
Og nu vi er ved det: Krydstogtskibe med tusinder af passagerer om bord har i denne sommer med stigende hyppighed bevæget sig ind i de nyåbnede, men uopmålte farvende i Arktis. Når et af dem havarerer, så skal I, som Holger K. Nielsen formulerer det, bare se løjer. CNN’s tæppedækning vil givet rejse spørgsmålet: Har I styr på det? Sandheden er, at alle ved, at det ikke er et spørgsmål om hvorvidt, men hvornår det sker, og at beredskabet p.t. er under opbygning.
Ingen ønsker forureningskatastrofer. Ingen ønsker en ny ‘Hans Hedtoft’-sag. Men risikoen er reel og, hvad passagerskibene angår, aktuel. På længere sigt rejser der sig andre risici. Det er vel efterhånden gået op for de fleste, at Vesteuropa, inkl. Danmark, i de kommende år vil være afhængig af naturgasleveringer fra Rusland, når det gælder vores energiforsyning. Den russiske petrostats historiske record lover ikke godt i den sammenhæng. Faktisk er det tæt på at give mig mavepine, når jeg begynder at forestille mig den russiske forhandler i Havretskommissionen, som om nogle år diskret antyder, at dropper vi ikke kravet på Nordpolen, kunne der komme afbrydelser i gasleveringerne. Ser jeg syner? Det håber jeg.
PROBLEMET er den tænkning og de vaner, som ligger bag alt dette. Isprængt, desværre, menneskenes grådighed efter magt og penge. Muligheden er, at de gode viljer, det kloge diplomati og de fælles interesser vinder. I tilfældet Grønland vil problemet rejse sig, den dag olieindtægterne overstiger 6-7 milliarder kroner. Så falder bloktilskuddet væk, og grønlænderne kan reelt afgøre, om Danmark fortsat skal være med i eventyret, eller de selv vil klare det. Vælger de det sidste, kan København ikke gøre andet end ønske dem held og lykke. Her er jeg optimist, fordi der er andre og meget stærke bånd, som binder os sammen, og som taler for, at vi skal løse problemerne i fællesskab. Til gengæld frygter jeg, at jagten på olien og naturgassen en række andre steder i verden kan lede til råvarekrige.
DET ER ikke sikkert, at der bliver fundet olie i Arktis i det omfang, som vurderingen af potentialet antyder. Det er altså heller ikke sikkert, at de 90 milliarder tønder olie i Arktis kan transporteres til Kina, Japan m.m. via de nyåbnede passager gennem det delvis optøede Polarhav. Omkring 60 procent af olien og naturgassen vil i en sådan situation stadig komme fra Mellemøsten. Efterhånden som efterspørgslen fra ikke mindst Kina stiger, vil sheikerne skulle vælge: Skal tankeren sendes mod øst eller mod vest?
Hvad gør vi, kulbrintemenneskene i Vesten, hvis dette valg på et tidspunkt begynder at ligne en boykot?
Historien fortæller, at vi griber til de våben, som vi har. Og her kommer det stigende befolkningstal ind. Ni milliarder spiser meget. Kan man forestille sig den situation, at en Opec-boykot vil blive mødt af en fødevareboykot? Desværre ja.
Mad og naturgas som masseødelæggelsesvåben, elementer i terrorbalancer, som vi kun kender fra den kolde krig? Ingen ønsker, at disse skrækscenarier bliver virkelighed. Til gengæld er der behov for, at vi, kulbrintemenneskene, standser op og prøver at gøre det, som hidtil har været betragtet som umuligt, nemlig se risikoen i øjnene – men også handle derefter. Det første skridt er at stole på, at de mennesker, som vi har uddannet som eksperter på området, taler sandt.